Prædiken v. Johannes Aakjær Steenbuch 23. januar 2022
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« (Lukas 17,5-10)
Tro som et sennepsfrø
Dagens tekst er en af de fortællinger, hvor Jesus skælder ud på sine disciple, men på den indirekte måde. Disciplene vil gerne være noget, de vil gerne have en stor tro. De har tilsyneladende forstået så meget, at det ikke er noget, de selv kan frembringe, men at troen er noget Gud giver. Og derfor befaler de nærmest Jesus at give dem en større tro.
Som så ofte før, svarer Jesus ikke direkte, men fortæller i stedet en slags lignelse: Hvis I havde tro som et sennepsfrø, kunne I rykke det her morbærtræ op med rode og kunne plante det i havet – bare ved at tale til det. Nu siges det jo sådan set ikke ligeud i fortællingen, men det må vel medforstås, at det kunne disciplene ikke.
Og så er der jo det med sennepsfrøet. Hvor stort er det nu et sennepsfrø er? Ikke særlig stort – det er godt nok ikke det mindste frø, men småt er det. Og når man så altså ikke engang har en sådan lille tro på størrelse med et sennepsfrø, hvad skal man så med en ”større tro”, som disciplene forlanger? Skulle man ikke i første omgang have nok i overhovedet at have en tro? Jesus’ ord til disciplene gør det klart, at de ville kunne komme langt med selv den mindste tro, men den har de ikke. Spørgsmålet er, om de – og vi – overhovedet har en særlig stærk tro, når det kommer til stykket?
Disciplene har ikke nogen imponerende tro, der kan udrette noget særligt, ja faktisk er de ikke meget mere end ”unyttige tjenere”. Andre gange må disciplene finde sig i at blive kaldt ”lidettroende” og i Matthæusevangeliet er det ligefrem et bjerg, som disciplene ville kunne have flyttet, hvis bare de havde tro som et sennepsfrø (Matt 17,20). Vi må nok indrømme at vi står samme sted som disciplene her. Skulle der være nogen tvivl om, hvorvidt det faktisk er muligt at flytte træer eller bjerge ved bare at tro, er der vist ingen tvivl om, at vi heller ikke besidder de evner.
Vi kan altså konstatere, at på den ene side, kan tro udrette mirakler. Troen kan måske nok flytte bjerge, som man siger, men vi må konstatere, at det ikke gælder vores tro – at vores tro, ligesom disciplenes, altså ingen gang er så stort som et sennepsfrø.
—-
Ofte taler vi jo om vores ”tro”, men i dagens tekst er tro ikke noget vi har, men noget vi mangler. Det er det store underforståede ”men” i dagens tekst – og det rejser så måske spørgsmålet, hvad tro egentlig er for noget? Hvad vil det overhovedet sige at tro?
Det er der mange forskellige bud på, også i Bibelen. Et af de måske mest velkendte stammer fra Hebræerbrevet, hvor det hedder at ”tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb 11,1). Tro har altså at gøre med tillid. Tillid til at noget eller nogen taler sandt eller er til at regne med og stole på, uden at det nødvendigvis kan bevises.
Tro og håb hænger også sammen. Tro er tro på det, der ikke kan ses, noget der ligger ude i fremtiden, altså det, der ikke kan bevises eller afprøves, fordi det ikke er til at tage at føle på endnu, men som vi dog kan håbe på alligevel er eller bliver sandt. Tro er tillid, og tro er en overbevisning om noget, der ikke ses. Kræver vi beviser før, vi vil tro, er det vel ikke tro, vi vil have, men viden.
Det betyder ikke, at tro og viden er modsætninger. I det andet århundrede efter Kristus skrev den kristne filosof Klemens af Alexandria om, hvordan troen på en måde er forudsætningen for viden. For overhovedet at kunne vide noget, må vi først tro. Det skrev han som forsvar for kristendommen i mødet med blandt andet græsk filosofi, der afviste evangeliet, som jo ikke kunne bevises, men kun tros. Vi vil jo ofte ikke tro på noget nyt og overraskende, der ikke først findes bevis for. Men her forklarede Klemens, at udgangspunktet må være, at vi tror på Gud, og så kommer alt det andet bagefter. Viden bygger på tro. Som det hedder i Hebræerbrevet, må den, som kommer til Gud, tro, at han er til – altså for at relatere til Gud, må vi i det mindste tro, at Gud findes.
I det hele taget gælder det i livet, at vi må antage nogle ting om verden for at begå os. Tro er også forudsætningen for at kunne handle. Det ved vi også fra vores egne erfaringer. Hvis vi ikke tror på, at vores planer og projekter vil lykkes, er det jo nærliggende at give op.
Uden tro, uden tillid til os selv og til hinanden, kan vi slet ikke leve. Fortvivlelse er jo netop, når vi er på nippet til at give op, fordi vi ikke længere tror, at livet kan lade sig gøre. Vi er med andre ord nødt til at have et sennepskorn af tro for overhovedet at kunne magte vores liv.
—
Og så er der jo altså igen det store ”men”. Spørgsmålet er nemlig, hvor langt vi kan komme med den tro vi har. Vi lever ellers i en kultur, hvor vi får at vide at vi bare skal ”tro på det”. Vi skal ”tro på os selv”, så skal det nok gå. Eller vi får at vide, at ”du kan, hvad du vil”. Og så ligger skuffelsen jo lige for, når det viser sig, at det kunne vi så alligevel ikke, når det hele ikke gik efter planerne.
At vi kan, hvad vi vil, hvis vi bare tror på det, kender vi også fra forestillingen om, at vi som mennesker er frie til at skabe os selv. Vi vælger selv vores identitet, hvem vi vil være, og så videre. En beslægtet tanke findes også i religiøse varianter, hvor det hævdes at Gud vil gøre os rige og succesfulde, hvis vi bare tror nok på det. Det kan være nemt nok for os velbjærgede danskere, at rynke på næsen af den slags ”velstandsteologi”, der er populær globalt, men den slags forestillinger har vi jo også masser af, selvom det måske er pakket lidt pænere ind.
Men uanset, hvor langt vi kommer med vores tro, er der grænser for, hvad vi kan udrette. Vi må jo nok konstatere, at meget er umuligt for os. Måske er det rigtigt, at vi kan komme langt ved at tro på os selv og vores drømme. Det skal jeg ikke tage stilling til her. Uanset hvad må vi konstatere, at der er grænser for, hvor langt vi kan komme. Vi er nødt til at have et sennepskorn af tro for at kunne magte vores liv, men ofte erfarer vi, at det har vi netop ikke.
Uanset hvad, kommer der et punkt, hvor troen slipper op. Vi erfarer før ellers siden, at fortvivlelsen rammer, og i sidste ende er det døden, der sætter grænsen for hvad vi kan udrette. Døden gør det uendeligt klart, at vi ikke ”kan hvad vi vil”, at det ikke hjælper meget at ”tro på sig selv”, når det kommer til stykket.
Hvis vores tro var nok til, at vi kunne magte vores liv, havde vi slet ikke brug for Gud. Men det har vi. Og det opdager vi netop, når troen slipper op. I kristendommen er tro altid tro på trods. I kristendommen gælder det nemlig, at tro altid er tro på ham, der døde for os, fordi vi netop ikke har den tro, der gør at vi kan magte vores liv.
Tænk på, hvordan Jesus’ egne disciple stak halen mellem benene, da det kom til stykket. Der var i hvert fald ikke meget ”tro” tilbage hos dem. Men Jesus gik netop i døden for dem. Og sådan må vi også se på os selv, at netop der, hvor vores tro slipper op, der må Jesus tage over.
—-
Det bemærkes af og til af teologer, at når fx Paulus i sine breve taler om ”tro på Gud”, så kan det også oversættes med ”Guds trofasthed”. Tro kan nemlig også betyde trofasthed. Tro er i den forstand ikke så meget noget man har, en mere eller mindre stærk overbevisning, man går rundt med, men tro er noget man ”er” og ”gør”. Man kan være tro, ligesom man som også kan være utro.
Uanset de tekniske og sproglige detaljer, hvad angår ordene hos Paulus, må vi konstatere, at vores egen tro ikke bringer os særligt langt. Altså, at vi frelses og retfærdiggøres, eller hvad man nu siger, ikke så meget i kraft af vores egen tro på Gud, som i kraft af Guds trofasthed mod os og Guds løfte til os. Kun Jesus har en tro og en trofasthed mod sit kald og opgave, der er stærk nok til at bryde syndens og dødens magt. Og sådan er det jo fordi Jesus er Gud selv.
Vores tro kan vi højest låne fra Gud, som månen låner sit lys fra solen. Det er både en trøst og en opgave. Trøsten består i at tro ikke er noget vi skal præstere, så vi kan flytte bjerge eller rykke træer op med rode og omplante dem i havet. Vi er ”unyttige tjenere”, som Jesus kalder sine disciple, og selvom det lyder hårdt, skal det jo ses i lyset af, at det netop ikke er os det kommer an på, men Jesus selv.
Det, der ”nytter noget”, er Jesus’ tro og trofasthed. Vores tjeneste er sådan set bare et svar på det, han allerede har gjort for os. Netop deri ligger evangeliet i dagens tekst: Det er en glæde, at vi ikke skal være noget særligt med vores store tro, så vi kan flytte bjerge, men at vi kan få lov til at leve i tillid og kærlighed uden at vi behøver at spekulere på, hvad det nytter og hvilken forskel det gør, og om det nu er godt nok, der vi gør.
Vi behøver fx ikke at bekymre os for kirkens fremtid, vi behøver ikke at have store planer og visioner for Guds rige og kirkens mission og alt sådan noget. Det kan være fint nok alt sammen, for det er jo sådan set en del af kirkens jobbeskrivelse at forkynde evangeliet og gøre mennesker til Jesus’ disciple. Men alt det, vi gør, skal vi gøre på baggrund af, hvad Jesus allerede har gjort. Det er ikke os, der med vores stærke tro og visioner kan fremskaffe og realisere Guds rige, for Guds rige er sådan set allerede midt i blandt os. Men vores opgave er at leve i den realitet.
Når vi gør det, så har vi en tro, der ”behager” Gud, som det hedder i Hebræerbrevet. Ikke fordi vi kan præstere noget, men fordi vi tager del i den trofasthed, som Gud allerede har vist mod os. Når vi tror på, at Gud tager over, hvor vores tro slipper op, bliver det også muligt at være trofaste mod vores opgave, selvom vi måske ikke altid kan se, hvad det nytter.
Amen.
Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred