Kvinden ved Sykar brønd. Prædiken af Lone Møller-Hansen, 19. januar 2020
Jeg læser fra Johannesevangeliet, det 4 kapitel.
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.«
Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham. ( …)
Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: »Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.« Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: »Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.«
Amen
Kære Jesus, åbn vore hjerter og tanker for det, du vil fortælle hver enkelt af os, og gør os modtagelige for dit ord og din vejledning.
Amen
Prædiken
Dette er et eksempel på, hvordan et menneskes liv bliver forvandlet ved mødet med Jesus.
Kvinden er gået ud til brønden på den varmeste tid på dagen, ved middagstid. Formentlig fordi hun skammer sig over sit liv og ikke vil konfronteres med de andre kvinders blikke og tavshed eller sladder.
Så hun går derud, når hun er rimelig sikker på, at der ikke er andre. Og så er Jesus dér.
Han afslører hende, men dømmer hende ikke. Og det viser, at Jesus møder os mennesker med indsigt i det, der er forkert i vores liv, men netop med tilgivelse og chancen for en ny start. Derfor kan vi blive forvandlede.
Kvinden bliver et vigtigt vidne. Fordi hun ikke bliver fordømt og atter skal gå duknakket bort, glemmer hun sit ærinde, lader vandkrukken stå og styrter tilbage til byen og råber til alle de mennesker, hun få minutter forinden var bange for, at hun har mødt Kristus, den salvede. Guds søn.
Hun får hele byen til at gå ud til brønden, fordi de selv vil møde denne mand, som de kan se har gjort noget godt for kvinden, som de ellers foragter.
Selvom de ikke har haft meget til overs for hende, så gør hun dem nysgerrige.
Vidner – er – vigtige!
Vi hørte Sambuh fortælle, hvordan han som en stor dreng tiltrak mennesker – bare fordi han sad og bad og læste i sin bibel i et overbefolket fængsel i Malaysia –. Fra at han sad alene blev de på få dage 70, der bad og lovpriste Gud. Og lige siden har han været et troværdigt vidne.
Vidner er vigtige. De – vi – er en forløsende faktor i troen på Jesus.
Det er jo derfor Jesus ikke bare møder os og vores behov, men også sender os. ”Gå og fortæl, hvad der er sket”, siger han f.eks. til den besatte mand, som levede i gravhulerne i det, der nu er Jordan – i det, der dengang var gerasenernes land… En mand, som var udelukket fra samfundet pga sindsyge, men som Jesus befriede. Han sendte dæmonerne over i en flok svin i stedet og skabte et voldsomt postyr. Men denne befriede mand var SÅ taknemmelig og ville gerne følge Jesus, men fik besked på at gå hjem og fortælle dem derhjemme ”om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” (Mark. 5:18-19)
I missionsbefalingen siger Jesus, at vi skal gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple.
Vi skal være hans vidner.
Hvad skal vi vidne om, tænker nogle af jer måske.
”Jeg har ikke haft en helt speciel oplevelse, som jeg kan fortælle. Jeg er bare en almindelig kristen, der en gang imellem går i kirke om søndagen – eller lytter til gudstjenesten i radioen – og lever et stille og roligt liv.”
Her har fortællingen også en pointe.
Vi kan ikke arve vores tro på Jesus, Gud og Helligånden.
Vi kan ikke overtage andres tro, hverken vore forældres, families eller venners tro. Vi kan lytte til, hvad de fortæller, at de har oplevet, men vi skal selv møde den opstandne, Jesus Kristus og lade ham berøre det, vi måske skammer os over. De sår, vi har fået i livet. Manglende selvværd. Ensomhed. Det som andre har gjort ved os eller vi har gjort ved os selv. Eller han skal vække en længsel efter et dybere åndeligt liv.
Det er i mødet med Jesus, at det kan komme frem i lyset og blive helet.
Det er absolut ikke sikkert, at det sker med det samme, som det skete for denne samaritanske kvinde. Det kan tage år. Men det er først, når det, der smerter, bliver italesat, at Jesus får lov til at læge det.
Mødet med Jesus kan tage mange former – i bøn, i samtale med andre, der tror på ham, i stilheden, i bibellæsningen, i naturen. Det er ikke afgørende, hvor eller hvordan vi møder ham. Surprise – det behøver ikke engang være i en kirke. Det kan være de mest overraskende steder. Personligt oplever jeg mine stærkeste møder med Jesus på stille retræter – og i nadveren. Men også i min daglige bøn og i forløsende samtaler med dem, jeg holder af.
Det er først, når vi selv møder Jesus, at troen bliver personlig. At troen bevæger sig fra hovedet og intellektet ned i hjertet og ud i livet. Vi kan ikke leve på andres tro. Vi skal selv tage imod det levende vand…
Hvad er levende vand? Som baptister tænker vi jo nok bl.a. på dåbsvandet, vi bliver neddykket i, når vi er kommet til personlig tro og overbevisning om, at Jesus er Guds søn og hele verdens og vores personlige frelser. Nogle baptistkirker har altid vand i dåbsgraven – det har vi ikke – og nogle kirker har endda rindende vand. Levende vand til forskel fra det vand, der står stille i vandhuller og er farligt.
Levende vand sætter fri. Giver liv.
Bibelen fortæller, hvordan Jesus gjorde vand til vin ved et bryllup. Det blev vel om noget til levende vand, til fest og glæde – og stor lettelse for brudgommen, som ikke havde fået købt vin nok. (Johannes ev. 2)
Jesus siger, at det levende vand vil komme fra vores indre. Blive som en kilde.
Det sker, når det, der sætter en prop for livsglæden – og det kan jo netop være skam eller sorg eller noget helt andet – når den prop bliver fjernet, og mennesket bliver sat fri, så rinder glæde og taknemmelighed fra vores indre. Og vi opdager måske pludselig, at vi har noget at berette om. Vi kan blive vidner om livet i Jesus.
Det behøver ikke være meget dramatisk. Det kan være små ting, der gør livet værd at leve. Det, vi skal holde øje med i vores åndelige liv, er de to ord, som Jesus sætter fokus på her; Tilbedelse i Ånd og Sandhed.
Han slår fast, at det ikke er stedet, der er afgørende for, om vi møder ham og om vi tilbeder ham på rette måde. Vi behøver hverken være på Gerazim-bjerget i Samaria eller på Zions bjerg i Jerusalem. Det afgørende er indstillingen. At vi netop tilbeder Gud i Ånd og Sandhed. Faktisk er det den treenige Gud, der dér nævnes. Gud Fader, Gud Helligånd og Guds søn, Jesus Kristus, som er Vejen, Sandheden og Livet.
Det er Guds Hellige Ånd, der med nænsomhed kan hele vores sår. Guds Ånd sætter i os ord på det, vi skammer os over og med nåde og barmhjertighed gør Ånden det muligt at lægge skammen bag os. Guds Ånd vækker vores længsel efter at leve i Sandhed. Et liv, hvor vi ikke skal skjule os for Gud eller hinanden, men kan leve i frihed. Fordi vi ikke er fordømt men sat fri, tilgivet og forløst. Guds Ånd gør det muligt at tro på, at det var det, Jesus kom for at lære os. Og Guds Ånd kan hjælpe os med at tage imod det løfte, Jesus giver os. ”Det vand, jeg vil give dig, skal i dig blive som en kilde, der vælder med evigt liv.”
Jesus siger, at i fremtiden – og det er også nu – skal vi tilbede Gud i Ånd og Sandhed.
Evangelisten Johannes fortæller, at Jesus siger, at han går bort for at Gud kan sende sin Hellige Ånd, Sandhedens Ånd. Talsmanden – vores hjælper og vejleder. (Joh. 16:7)
Jeg tror helt ærligt, det går hen over hovedet på den samaritanske kvinde, hvad Jesus taler om. Men hun fanger, at det har noget med Kristus at gøre.
Vi fatter det vel heller ikke helt. Men disse samaritanere, som jøderne ikke regnede for noget blev alligevel forvandlede. Også vi kan blive sat fri ved mødet med Jesus, med Gud og hans Hellige Ånd.
Som præster holder vi mange prædikener – og desværre er det ikke så tit, at de forandrer ret meget – er jeg bange for. Derfor behøver de ikke at være forgæves. Men faktisk er der ikke noget, jeg hellere vil, end at mennesker kommer og siger til mig:
»Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortæller; vi har nemlig selv mødt Jesus og ved, at han i sandhed er verdens frelser.«
Amen