Håb

Prædiken af Sambuh LangLe ved gudstjeneste 17. maj 2020.

På nuværende tidspunkt hører vi meget om ét ord i hele verden.

I skolerne, på arbejdspladser, i hjemmene. I Danmark, USA og hele verden. Ordet er HÅB.

I dag er vores største håb at få en vaccine mod Corona-virus. Eller i det mindste en medicin, der kan kurrere sygdommen. Derefter er den store forventning at slippe af med Covid-19 meget snart.

Desuden er vores håb, at arbejdspladser, skolerne, foreningslivet – ja verden skal fungere normalt, at vi kan holde gudstjenester, fester, invitere gæster og at vi f.eks. frit kan rejse på ferie overalt. Nogle glæder sig til at komme på restaurant, andre til at komme til fodbold. Vi ved godt, at alt ikke bliver som det var før, men bare noget i nærheden af det.

Da jeg kom her til Danmark, var der mange ting, jeg skulle lære. For eksempel det danske sprog og dansk kultur. Jeg håbede, at min fremtid ville blive god her i Denmark . Jeg måtte indse, at jeg ikke bare lige kunne få alt, hvad jeg håbede på. Men Gud var klar til at hjælpe mig.

Jeg satte mit håb til Gud; han satte gode mennesker omkring mig, jeg fik lov til at komme på efterskole, jeg fik et godt fællesskab i kirken, hvor jeg kan blive opladt og mærke Guds nærvær. Og jeg fik chancen for at få en god uddannelse og lige nu får jeg lov til at arbejde i kirken som præstemedhjælper og det har jeg drømt om i ti år.

I begyndelsen af ​​2020 bad folk om velsignelse, godt helbred, glæde og fred for dette år. Vi håbede selvfølgelig på det bedste i 2020. Men nu, fire måneder inde i året, kan vi jo se, at ikke alt går, som vi håber. Vi har fået denne Corona-virus – og nu er vores håb, at vi slipper af med den.

Hvad beder du om eller håber du på?

1. For dit land?

2. Din nabo, samfundet og kirken?

3. familien?

4. For dit liv eller måske endda dit åndelige liv?

Fordi vi nu er i vanskelige tider, vi har mange bekymringer, pga den her Corona virus og fordi verden er og har været lukket ned. Verden over er millioner af mennesker blevet smittet af Corona, og tusinder er døde.

Faktisk er det meget få, der lige nu er syge af Covid-19 i Danmark. Vi har været dygtige, og må sige tak for det. Men netop derfor har vi brug for tålmodighed. Det er svært at forstå, at vi ikke lige kan åbne hele Danmark op, for det går jo meget godt. Men vi må huske, at det er en farlig sygdom, og lige pludselig kan det gå galt.

Meget er allerede åbnet igen, det er svært at huske at passe på, vaske hænder, holde afstand. Og vi ved ikke, hvad åbningen får af konsekvenser. Om flere bliver syge. Vi har stadig brug for hjælp.

I Salmernes Bog salme 121 siger kong David,

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,

hvorfra kommer min hjælp?

Kong David, som har skrevet salmen, spørger, hvor hans hjælp kommer fra?

Kong David er jo en konge som Gud har valgt for israelitterne. Han er den mægtigste konge, som Israel har haft. Han har vundet mange krige og han er en konge, som – næsten – altid er trofast overfor Gud. Når han er i problemer og vanskeligheder beder han Gud om hjælp. Ligesom David kan du og jeg – men ikke kun os, men alle mennesker – spørge, hvor får vi hjælp fra, når vi har problemer. Lige nu er der rigtig mange, der spørger eller beder om hjælp. I Danmark handler det nu nok mest om økonomi. Mange er blevet arbejdsløse, firmaer går konkurs. I mange andre lande råber mennesker om hjælp, fordi de eller deres kære er blevet syge. Verden lider under Corona og dens følger. Hvor kan vi få hjælp fra?

Heldigvis står der i vers 2, stadig i Salme 121, at David fortsatte:

Min hjælp kommer fra Herren,

himlens og jordens skaber.

Ved du det? Er det også din erfaring? Gud er altid klar til at hjælpe os. Det har han lovet os. Han er altid med os, hvad enten vi er glade eller triste. Han kender vores frygt og modløshed. Han ved alt om os. Han forlader os aldrig.

David troede, at Gud forlod ham, da han var i problemer og i en vanskelig tid. Men så løftede han øjnene op mod bjergene / eller måske himlen. Han erfarede, at Gud ikke havde svigtet ham. Det gik måske ikke, som han ønskede, men Gud var der alligevel. Han forstod, at hans hjælp kom fra Herren, og han priste Gud.

Derfor er det også mit – og vel også dit – håb, at Gud vil hjælpe os igennem Corona-krisen. Det betyder ikke, at jeg skal bare sidde derhjemme og bede. Jeg må vise Gud og mit håb i ham, igennem kærlighed og omsorg for min nabo eller dem jeg kender. Jeg kan fortælle andre, at Gud elsker os. Vi må vise mennesker omkring os, at vi stoler på, at Gud også hjælper os i denne situation.

Nogle gange slipper vores kræfter op. Vi kan ikke hjælpe andre, og ikke engang os selv. Men Gud har altid kræfter og visdom nok.

Esajas siger sådan her (i kapitel 40:31)

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,

de får vinger som ørne.

De løber uden at blive trætte,

de vandrer uden at udmattes.

Lige nu kan vi være ramt af frygt, stress, tristhed eller angst. Vi har brug for nye kræfter. Gud lover os faktisk at han vil give os dem, hvis vi håber og stoler på ham igen og igen. Hver gang vi bliver trætte, må vi vende os til ham. Han giver os hvile, som vi har brug for. Med god samvittighed. I hvilen finder vi kræfterne til at ”løbe uden at blive træt, vandre uden at blive udmattet”.

Vores håb er altså, at Gud griber ind. Så der bliver arbejde til alle, at landets regering må handle klogt, at samfundet fungerer og familierne oplever glæde og sikkerhed. Vi må håbe og tro på, at han vil give os en ny styrke, og han vil bane vejen for os.

Hvad bruger vi så vores nye kræfter på? Jesus siger i Biblen, at vi skal elske hinanden. Fordi jeg er glad, kan jeg give glæden videre til andre mennesker, som har bruge for glæde. Jeg vil vise min nabo, at Gud lever i mig, ved at hjælpe dem, når de har brug for hjælp. Vi er skabt af Gud i hans billede. Derfor skal vi vise andre, at Guds billede er i os. Det gør vi ved at hjælpe dem, som har brug for hjælp, græde med en som har brug for at græde. Grine med den, som griner.

Når vi beder og tror på, at Gud kan hjælpe os i vores problemer, viser vi samtidig andre, at vores forbillede er Gud. Han inspirerer os og giver os kræfter til at hjælpe andre, vise kærlighed, ja igennem hele den måde, vi lever på.

Det er vigtigt for dagen i dag, dagen i morgen, ja for både nutiden og fremtiden, at vi sætter vores håb til Gud. Herren sagde, “kom til mig, alle I, der er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Så hvad er din byrde? Som Herren nævner, kan vi lægge vores byrde over på ham, og håbe på, ja stole på, at den hjælp, vi har brug for, kommer fra ham.

Bøn

Han vil give dig fred, for vores største håb er i Gud.

Amen!