En mærkelig påske
Af Lone Møller-Hansen, præst.
Det blev jo påske alligevel – men ligesom alle andre søndage i denne tid var det en mærkelig en af slagsen. Ingen gudstjeneste påskemorgen. Den korte gudstjeneste, som vi fik lov til at levere til TV2 Bornholm blev optaget Langfredag i en tom kirke, bortset fra Kenn Sonne Jensen på pianoet og Jesper på sang og mig med en prædiken, var der kun én – og en kort overgang to – teknikere fra TV2 Bornholm.
Der var ikke det store Halleluja, der rungede i sindet.
Måske vi har fået lidt af den fornemmelse, disciplene havde påskedag. De var jo ikke specielt opløftede. Faktisk nok mest forvirrede over de mange modstridende beretninger, de fik. Fra Johannes og Peter, der har besøgt den tomme grav, og kvinderne, der fortæller om engle – og Maria Magdalene, som siger, hun har mødt Jesus, som hun troede var havemanden.
Disciplene troede ikke på Maria.
Og så – mens de stadig skjuler sig for jøderne, som de er overbeviste om, også vil have dem fanget og korsfæstet – så kommer der to disciple, som har gået og løbet at halvt maraton – 11 km til Emmaus og tilbage igen i ly af mørket. Og de påstår, at de har vandret sammen med Jesus og delt brødet med ham.
Hvad skulle de tro? De turde ikke være glade før en uge senere, hvor han igen viser sig for flere af dem, og det begynder at gå op for dem, at der er en ny virkelighed på vej. Jesus har ikke opgivet dem. De har ham stadig, bare på en ny måde. Sammen, hver for sig.
Nu er det os, der skal finde ud af at være kirke under nye betingelser. Lige nu famler vi os frem i blinde. I skrivende stund holder vi andagter for max. 10 personer i kirkens gård. Vi tillader os at synge – hvilket ellers siges at være det mest smittefarlige at gøre sammen. Men alle synger jo lige nu. Sammen. På TV og Youtube. Vi vil også insistere på at synge de salmer og sange, vi elsker.
Gudstjenester
Hvordan har troen det under en krise som denne?
For nogle er det befriende ikke at skulle i kirke eller have dårlig samvittighed over ikke at komme.
For andre er det et dybt savn. Gudstjenesten samler normalt en stor del af menigheden.
Vores chin’er samles til gudstjeneste søndag aften på Zoom – et digitalt mødested. Sidder sammen som familier i hvert deres hjem, synger sammen, beder sammen og lytter til en prædiken.
Det virker som om den danske del af menigheden ikke har samme lyst eller behov. Her virker skærmen som en hindring.
Vi har holdt en enkelt fælles frikirkelig gudstjeneste direkte online. Vi er så heldige, at Nexø Frikirkes nye præst, David Allen, er en teknisk begavelse og gerne deler af sin kunnen. Han har optaget de små videoer med vidnesbyrd, som flere af menighedens medlemmer har givet for åbent kamera. Nogle dejlige beretninger, som vi sikkert kan glæde os over i gudstjenester, når livet bliver mere normalt. Hvis det gør det.
Vi har planlagt en fælleskirkelig drive-in gudstjeneste pinsesøndag, hvor vi ellers skulle mødes i Kyllingemoderen. Nu bliver det ikke langt derfra, lige overfor Travbanen, i det, der hedder Hareløkkerne. Her er plads til 150 biler. Når du læser dette, at den formentlig været afholdt. Hvis folkekirken heller ikke har fået lov til at holde gudstjenester pinsesøndag, er de også med.
De sårbare
Hvad betyder denne nedlukning for os personligt? Det er værst for dem, der bor alene. Og især dem, der ikke har en computer eller har lyst til det digitale fællesskab.
Vi gjorde allerede en af de allerførste dage efter 11. marts, at vi lavede en telefonliste og fordelte de mest sårbare i menigheden imellem 12 personer, som hver især tager ansvar for 1-5 andre. Det er aftalen, at man ringer mindst en gang om ugen. Det skulle gerne være en glæde og opmuntring, at menigheden tænker på én.
En ny rytme
Alligevel kan dagene være lange, og gå i ring. Hvilken dag er det nu i dag????
Ugerytmen er brudt. Og hvis ikke den erstattes af en anden rytme, som sætter min tro og mit åndelige liv i system, glider det nemt ud. En god idé kan være at lave en aftale med sig selv om en bønnestund. Hvor man tager sin bibel (Hvis du har købt den nye Bibelen 2020 kunne det være anledningen til at lære den at kende) og tager fem eller ti minutter på et fast tidspunkt af dagen. Find en af de bøger i Bibelen, du gerne vil læse, og læs et kapitel. Tænk over det du læser, bed over det og lyt til, hvad Gud siger/hvisker i dit indre.
Måske du gerne vil læse sammen med en anden? Så kan I aftale, at I på et bestemt tidspunkt af dagen har læst et aftalt kapitel og ringer sammen (måske Skyper eller Zoomer) og snakker om stykket. Hvad tænkte du, da du læste det? Var der noget, du undrede dig over? Send eventuelt spørgsmål til mig, så skal jeg se, om jeg kan svare – eller få andre til at svare? Nogle gange skal vi også bare konstatere, at vi undrer os. Og ikke søge forklaring på alting.
Vi har jo også haft aflyst vores onsdags-morgener i Lifehouse. Vi har aftalt lige så stille at mødes igen i gården, som vi har gjort det til søndags-andagterne. Vi er aldrig mere end ti alligevel. Og vejret bliver forhåbentlig endnu mere sommer…
Fire kvadratmeter pr. person
Men det er en mærkelig tid. Og det er ikke kun for regering og sundhedsmyndigheder, at det er svært at åbne op igen. Vi tror måske, at det bliver som før, men det gør det ikke. Måske vi kan få lov til at holde gudstjenester, men kun med 60 personer i kirkesalen (ca. 4 kvadratmeter pr. person). Skal vi så holde to gudstjenester i træk? Skal man trække lod om hvilken gudstjeneste, man så må komme til? Må vi synge indendørs?
Hvad med vores menighedsmøde? Menighedens årsmøde har ikke været afholdt endnu. Hvornår kan det ske?
Hvad savner du?
Spørgsmålet er jo, hvad vi savner mest? Er det kirkekaffen? Er det prædikenen (dem kan man få masser af på internettet)? Er det at synge sammen? Er det at sidde i kirkerummet? Er det …
Hvad er det, der er vigtigt for os? Hvad binder os sammen som kirke? Det bliver nok endnu mere tydeligt, når vi får chancen for at mødes igen. Er der nogen, for hvem det er gået op for, at de lever bedre uden kirken? Og hvorfor så det? Er det fordi vi ikke har fokus på Jesus, som jo er den, der binder os sammen? Er det fordi vi sjældent deler, det vi tror på, så kirken mere er et socialt fællesskab?
Dét er kirke!
Noget af det mest opmuntrende i Corona-tiden for mig har været dér, hvor kirken virkelig har vist sin berettigelse. Det handler ikke om gudstjenester eller hvad vi ellers mødes til. Det er dér, hvor mennesker står sammen i nøden. Unge Aa Fung, der er gift med Thomas Za Thang, fik konstateret kræft i marts måned. Thomas har haft sin gang hos Steen Løvgreen i mange år og sidste år kom Aa Fung til Bornholm og de fik en søn. Familien Løvgreen har taget Aa Fung og deres lille søn, Van Tha Bawi med kaldenavnet Peter, til sig som deres egne. Og da det blev klart, at Aa Fung skulle igennem en lang kræftbehandling ind og ud af København, var der brug for nogen, der kunne tage sig af Peter, når forældrene var i København, og når Aa Fung har det dårligt. Uden meget betænkning bad Kirsten Løvgreen om ubetalt orlov fra sit arbejde på Valmuen. Steen er underleverandør til Jensen-fabrikkerne, som på grund af Corona-krisen mister omsætningen i år. ”Men vi klarer os, og det har bare givet os så mange glæder at være der for Aa Fung, Thomas og Peter”, siger Steen.
Netværket er stærkt nok! Simon Spanner Hansen er familiens socialrådgiver på kommunen. Han kan selvfølgelig ikke lave særbehandling, men familien er tryg. Thomas arbejder på BAT som mekaniker og har glæde af kolleger – og dér er de rørt over historien om, hvordan en familie stiller op, når en anden familie har behov.
Sådan en kirke vil overleve
Sådan et netværk viser sin styrke netop i en krisetid, om så krisetiden skyldes kræft eller Corona.
Det er sådan en kirke, der vil overleve. Måske det var det samme, der skete efter den første påske. Den unge kristne kirke fandt ud af, at de havde brug for hinanden. De mødtes i hjemmene, spiste sammen, holdt gudstjenester, bad for hinanden. Er det den kirke, vi er på vej imod? Hvor kirken ikke er begrænset til en bygning og en møde-menighed, men en hverdagsmenighed, hvor der virkelig er plads til alle rundt om et eller andet bord.
Og hvordan vil du have det med det?
