Prædiken v. Lone Møller-Hansen, Luk. 2:41-52, i Baptistkirken Bornholm søndag d. 10.januar 2021
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Lukasevangeliet 2,41-52
Mange af os elsker denne historie.
For det første nok, fordi den er så menneskelig. De af os, der har børn, kan levende forestille os, hvor forfærdeligt det har været, ikke at vide hvor ens 12-årige barn er – og så i en storby for første gang. Så kan han være nok så meget Guds søn. Jeg kan huske, hvor rædselsslagen jeg har været, bare fordi mit – så ganske vist lille barn – var blevet væk i et supermarked. I ti lange minutter.
Og det er stadig forfærdeligt, når vi ikke ved, hvor vores 12-13 årige er henne. Og så i tre dage.
Stakkels Maria og Josef. Der kan ske utrolig meget på tre dage. Men heldigvis fandt de ham i god behold.
Denne historie elsker vi også, fordi det er den eneste barndomsfortælling, vi har om Jesus i Bibelen. Fra han kommer hjem fra Egypten til Nazaret med Josef og Maria og til han bliver døbt, er dette den eneste beretning vi har. Jeg er blevet spurgt, hvor længe Jesus og hans forældre var i Egypten. Vi ved det ikke. Når vi ser på vores tidsregning, ved vi nu, at Jesus sandsynligvis ikke er født i år 0. Herodes døde nemlig i år 4 før Kr. og derfor må Jesus være født i hvert fald i år 6 før vores tidsregning. For der går jo et-to år fra Herodes får besøg af stjernetyderne til han får slået alle små drengebørn ihjel i Betlehem og omegn. Og så flygter Josef med sin familie – og de er vel et stykke tid i Egypten, før de vender tilbage – og slår sig ned i Nazaret. Ifølge Matthæus var Josef utryg ved at bo i Betlehem igen, sådan som de åbenbart gjorde det lige efter Jesu fødsel. Josef var utryg, fordi Herodes søn er blevet konge i Judæa efter sin far. Et gæt er vel, at Jesus er fire-fem år, da de vender hjem.
I Nazaret går vi ud fra, at Jesus er i tømrerlære. Vi ved kun, at Josef er tømrer, fordi naboerne i Nazaret siger om Jesus som voksen: ”Jamen, er det ikke tømrerens søn.” Men ingen steder omtales Jesus selv som tømrer.
Så vi ved altså så godt som intet om Jesu barndom. Derfor elsker vi så meget mere denne lille beretning, et vindue ind til livet, før Jesus blev en kendt mand.
Så kan denne beretning også noget helt andet. Der er, sådan lidt skjult, henvisninger til den store historie i denne lille historie.
For det første er der det med de tre dage. Der går tre dage, før Josef og Maria finder Jesus i templet.
Jeg tænker straks på påsken, på alle forudsigelserne af, at Jesus skal være i dødsriget tre dage, ligesom Jonas var i havdyrets bug i tre dage. Ganske vist er Jesus der kun i mindre end to døgn, men det bliver regnet som tre dage, fordi det strækker sig over tre dage, langfredag, påskelørdag – altså sabbatten, og påskesøndag.
Det med de tre dage kan være en lille skjult reference til Jesu død og opstandelse. Han er borte og så bliver han fundet … og så i templet, hvor Gud bor ifølge de jødiske fortællinger.
Netop Jesu svar ringer også lidt påske – eller rettere Kr. Himmelfart: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”
Det er jo det, han kommer efter påske og Kr. Himmelfart. Hos sin far, for det bliver i trosbekendelsen beskrevet som, at Jesus sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd….
Det er så lidt løjerligt, det her med ”min far”. Maria siger jo, ”din far og jeg…” altså Josef og jeg har ledt efter dig og været så urolige. Josef er Jesu jordiske far. Men Jesus selv bekræfter i denne historie for første gang selv sit guddommelige ophav. Han har to fædre – hvad vi i øvrigt alle har, men Jesus nok mere end os andre. Josef har vedstået sig faderskabet. Han ved jo godt, at Jesus er Guds søn. Han er blevet gjort det klart hele tre gange – tre igen.
I drømme både i Nazaret, hvor han får besked på, at han roligt kan gifte sig med Maria. Hun har ikke været han utro. I Betlehem, hvor han får besked på at flygte til Egypten med Maria og barnet. Og endelig i Egypten, hvor han får besked på at vende hjem til Israel. Josef kan ikke være i tvivl. Og det kan Maria jo heller ikke.
Jesus er både Guds søn og Josefs søn. Helt Gud og helt menneske.
Der er en anden sætning, som ringer af jul, og især af hyrdernes besøg i stalden. Hvor der står, at ”Maria gemte alle ordene i sit hjerte.” Det samme står lidt tidligere i Lukas’ evangelium, der som den eneste fortæller juleevangeliet om hyrderne på marken.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Lukas har kendt Maria. At hun er et af hans vidner. Han kender mange detaljer, som han kun kan have fået at vide af Maria eller en overlevering fra hende. F.eks. hvad der skete ved besøget hos Elisabeth, mens de begge ventede et barn. Eller Marias reaktion, da englen Gabriel overbringer hende det overvældende budskab, at hun skal føde Guds søn. Men efter forskernes opfattelse, er evangeliet det yngste af de tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) og skrevet så sent som mellem 80 og 100 år efter Kr. fødsel. Så er det nok ikke realistisk, at han har kendt Maria, men han er en god fortæller, der har sans for detaljen.
Så er der selve det, der sker i templet. Jesus er blevet tilbage uden forældrenes viden, sikkert ikke for at være uartig, men måske bare fordi han er opslugt af samtalen med de kloge. De klogeste jødiske skrifttydere skulle findes i templet i Jerusalem, og Jesus har åbenbart imponeret både dem og andre med sin viden om skrifterne og om Gud. Det kan jo ikke komme bag på os, der tror på, at han er Guds søn. Men det kom bag på dem. Han har givetvis gået i Torah-skole med de andre drenge (piger gik ikke i skole dengang).
Den egentlige opvisning i sin viden, den gjorde drenge både dengang og nu først ved Bar Mitswa, der finder sted, når drengen er blevet 13 år. Den jødiske konfirmationsfest markerer, at drengen er blevet voksen. For første gang får han lov til at læse af Torah’en – jødernes Bibel – i synagogen og så skal han til at overholde alle 613 bud i Loven.
Men der står jo udtrykkeligt, at Jesus kun er 12 år.
Jesus er sikkert kommet med til Jerusalem for første gang til påskefejring. Herefter er han sikkert med hver påske, når Josef og Maria gør rejsen. Og det er tydeligt, at han øver sig. Han går de første spæde skridt til det, han vil blive kendt for, de sidste tre år han levede. At udfordre de skriftkloge i søjlegangene omkring templet. Dem, han synes underviser en vej, de ikke selv går. De er som en blind, der skal lede blinde. Han er ikke imponeret. Men det er de af ham, allerede som 12-årig.
Det, jeg tager mig med fra beretningen her er, hvor vigtigt det er, at vi taler tro med vores store børn og børnebørn. De børn, vi har den velsignelse af have omkring os.
Det er fra 12 års alderen, at troen for alvor formes og vi formes som mennesker. Der er gjort undersøgelser, der viser, at de fleste, der er troende som voksne, har taget imod Jesus, imens de var teenagere. Det er, mens vi er teenagere, at vi er mest modtagelige, åbne og nysgerrige.
Desværre viser helt nye undersøgelser, at langt færre unge mennesker i dag tror på Gud eller Jesus. Når man spørger unge, der går i 7.-9. klasse, altså er 13-15 år gamle, om religion har nogen betydning for dem, svarer kun 7 pct. i dag, at den har stor betydning. Det tal var 11,5 pct. bare for fem år siden. Og det var stadig forsvindende lidt.
66,4 pct. svarer, at religion har ingen eller mindre betydning for dem. For fem år siden var det tal 61,3 pct. Altså en stigning på fem procent.
Vi er omgivet af unge mennesker, der ikke møder et troende menneske, og derfor ikke har nogle rollemodeller – nogle der tror og som de kan se op til og som de kan tale tro med.
Jeg mener ikke, at vi hverken kan eller skal stoppe troen ned i halsen på de unge, eller indoktrinere dem. Det er en håbløs opgave, og det holder heller ikke i længden.
Nej, vores opgave som forældre og bedsteforældre – og måske endda oldeforældre – er at italesætte troen. Vi skal ikke længere bare vente på, at vi bliver spurgt. Vi skal fortælle vores livshistorie, hvorfor vi tror, på det, vi tror på, til børnene og de unge. Gøre dem nysgerrige. Være rollemodeller. Og det bliver vi kun, hvis vi gør det, vi siger vi tror på. Hvis vore handlinger afspejler vores ord.
Og tænk, hvilket privilegium det er, at få lov til at tale om det vigtigste i livet, med børn og unge. Ikke fordi vi skal være skriftkloge, men fordi vi er livskloge. Vi har erfaringer af, hvad det vil sige at bygge sit liv på troen på Jesus. Og hvad vi gør, når det er svært. Det er jeg sikker på, at de unge gerne vil høre på. For de savner i den grad voksne, der kan skabe ro og overblik i det liv, der er så kaotisk og indeholder så mange valg. Nogen de kan vende deres mange spørgsmål til livet med. Vi har ikke nødvendigvis alle svarene, men vi kan hjælpe dem med at finde deres egne svar.
Og faktisk har bedsteforældre og oldeforældre lige nu måske en helt speciel rolle – en historisk chance – i forhold til børnebørn og oldebørn, hvis vi har kræfterne og har børnene geografisk tæt på – i disse Corona-hjemmeskole-tider. Der er brug for os. Og en anledning til at få de gode samtaler. Så kommer der da noget positivt ud af Corona-nedlukningen.
I den nye oversættelse slutter beretningen med ordene: ”Jesus voksede op og blev en klog, ung mand. Både Gud og mennesker glædede sig over ham.”
Det er jo sådan vi også gerne vil opleve vores egne unge. At de bliver kloge unge mennesker, der kan træffe gode valg og være forbilleder for deres egne børn, når de får sådan nogle.
Se det som en chance for at komme tættere på vores børn og unge, at vi er tvunget i isolation, og at familier har lov til at ses, også selvom vi er mere end fem.
Og for dig, der hverken har børn, børnebørn eller oldebørn – bed for de børn og unge, du kender og fortæl dem, at du gør det, når du får chancen. De beder måske også for dig.
Amen