Lignelsen om de betroede talenter. Prædiken af Lone Møller-Hansen, 9. februar 2020
Denne lignelse forarger.
Jeg husker, hvordan en mand kom til vores dør i Østergade, mens vi boede i Rønne. Han havde vist et ærinde hos Jesper, der ikke var hjemme – men det var baptistpræsten, og jeg skulle altså lige svare denne mand, som jeg slet ikke kendte, om hvorfor Gud er så uretfærdig. Han var forarget over lignelsen om de betroede talenter. Jeg tror, at det var det med, at den, der har, til ham skal mere gives, og omvendt, den der ikke har noget nævneværdigt, fra ham skal det tages, som han har. Jeg skulle give ham en forklaring, og jeg ved ikke, hvor godt det lykkedes – men jeg hæftede mig ved, at mennesker stadig lader sig forarge af Bibelen.
Da vi mødtes i onsdags til bibelmeditation var det især det efterfølgende, som forargede. At denne tjener, som Gud jo godt vidste ikke havde de største evner og derfor kun havde givet én talent – han blev smidt udenfor, hen til et sted, hvor der er gråd og lidelse. Helvede, forstås vel.
Når vi stadig forarges, må det sige noget om vores gudsbillede. Og hvad vi opfatter som retfærdighed.
I vores kirke bliver der ikke talt meget om Helvede og fortabelse. Vi synes vel egentlig nu om dage, at det er vigtigere at tale om, hvordan vores tro forpligter os i dette liv, end om hvad der sker efter døden.
Men dog ved vi, at der også er en fortabelse i dette liv. Der er mange mennesker, der lever et liv med gråd og tænderskæren. Af frygt – for mennesker, fremtiden, regninger, sygdom, arbejdsløshed, magtesløshed – og Gud.
Ham med den ene talent, som han graver ned, lever jo allerede i frygt. Han siger selv, at han er bange for sin Herre – han vidste godt, at han stod til skæld ud, og måske straf.
Der gik lang tid, fra han blev betroet denne enorme pengesum og til at hans Herre kom tilbage, står der. I al den tid har han gået og været bange for den dag. Fordi han vidste, at han ikke havde gjort det godt nok. Han oser langt væk af dårlig samvittighed.
Er det sådan, vi lever vores liv og er det vores gudsbillede? At Gud er en streng dommer, der bare er ude på at finde vores fejl.
Bruger vi hele livet på at være bange for at møde Gud og ikke være gode nok, ikke have gjort det godt nok. Ikke at have forvaltet vores talenter til gavn for os selv og andre – efter Guds vilje?
Så lever vi vel allerede som fortabte, i mørke og frygt.
Nu ved jeg jo ikke, hvad du tror på, men jeg har tillid til Gud. Jeg tror, at når vi dør, kommer der nok en regnskabets time… Og her stiller Jesus sig mellem os og den straf, vi burde have for alt det, vi har gjort, og ikke skulle have gjort, og for alt det, vi har undladt at gøre…
Og efter regnskabets time skal vi leve i evighed i Guds rige, hvor alt er rigtigt, sandt og godt.
Hvis det ikke er vores gudsbillede, så lever vi i skyggen af frygten for døden. For regnskabets time. Ligesom denne tjener.
Lever vi i frygt, for Guds og andre menneskers dom?
Jeg tror på en kærlig og tilgivende Gud.
Men når vi anfægtes af denne lignelse, så er det vel fordi, den enten ikke harmonerer med vores gudsbillede – af den gode og kærlige, tilgivende Gud, men vi kan jo ikke afvise, at den står i Bibelen.
Eller også er det fordi den bekræfter det billede, der fortæller at Gud nemt bliver sur. Gud betror os noget, og hvis vi ikke gør det godt nok, falder der brænde ned.
Mærkeligt nok gør vi os ellers rask væk til hinandens dommere.
Mere end nogensinde lever vi i et samfund, hvor der underholdning ud af at stå foran dommere for at blive bedømt.
Jeg tænker fx på X-factor og Danmark har Talent. To konkurrencer, hvor tusindvis af unge og voksne står i kø for at bliver dømt inde eller ude. I et håb om at få at vide, at de er unikke og kan få en plads på scenen. Og det er tv i bedste sendetid, at se andre blamere sig, blive høvlet ned af Blackman eller vi kan blive forundrede og begejstrede over menneskers talent. Især dem, der ikke ser ud af noget…
Ordet talent er faktisk hentet fra Bibelen, netop fra historien om de betroede talenter.
Da Jesus fortalte den, var en talent noget helt andet. Nemlig en stor formue. Det var vægten af en mængde sølv, og det svarede til 20 års løn for en almindelig landarbejder på Jesu tid.
En talent er med tiden blevet til et talent.
Jeg har læst et sted, den moderne genetik og neurologi nogenlunde har afgjort, at talent afgøres 50-60% af medfødte evner, 15-25% af det man kan kalde miljø (sygdom, opvækst osv.) og så omkring 25-35% ved tillæring (træning).
Man kan fødes med kæmpe talent for fodbold, men hvis man ikke træner, bliver man aldrig verdensklasse; og hvis man fødes kun med lidt talent, så kan man blive rigtig god, hvis man træner rigtigt meget. Men det betyder også, at hvis man ikke har talent, så kan man træne lige så meget man vil, uden rigtigt at komme nogle vegne. Så dygtighed kræver både talent og træning, men talent gør det lettere hurtigt at komme op på et højt niveau. (Wikipedia) Det lyder meget fornuftigt.
I Bibelen kaldes det, vi forstår ved talent, – altså evner og muligheder, noget helt andet – nemlig nådegaver. Nådegaver er noget, Gud har givet det enkelte menneske, og som dette menneske skal forvalte. I vores verden er talent og nådegaver ofte synonyme – altså betyder det samme.
Når vi hører denne lignelse, tænker vi automatisk ikke på sække med sølv – en formue, som tjenerne her skal få til at yngle. Vi tænker på, hvordan vi bruger de evner og nådegaver, som vi er blevet givet. Men faktisk handler det jo også om, hvordan vi bruger det jordiske gods, der er os betroet. Altså de penge vi tjener eller får på anden vis. Gør de gavn eller spilder vi dem, graver vi dem ned, eller får vi dem til at yngle.
Det, denne tjener, straffes for, er at have gravet sin (eller sit) talent ned. Ikke at bruge det, han er betroet.
Måske han var bange for at miste det. Hvis han ikke følte, at han havde de store handelsevner, så kunne han være bange for, at der ville ske det, som skete i eventyret ”Hvad fatter gør er altid det rigtige”, hvor manden går hjemmefra for at sælge sin hest og kommer hjem med en pose rådne æbler. Men denne tjener, som Jesus fortæller om, har altså ikke samme tillid til Gud, som eventyrets mand havde til sin kone. Manden i eventyret fik ikke skæld ud, men en kys på munden, da han kom hjem efter sin dårlige forretning. At han faktisk havde indgået et væddemål med to englændere, som gav ham en skæppe fuld af guld, det vidste konen jo ikke noget om… så det endte jo lykkeligt. Uden at vide det, havde konen belønnet sin talentløse mand.
Tjeneren kunne have mistet hele sækken med sølv, det kunne være blevet til ingenting, og måske var det også det, han var bange for. Han var bange for sin herre og af samme grund bange for at fejle. Og så bliver man handlingslammet.
Og han tænkte ikke så langt, at pengene kunne være afleveret til pantelåneren – selvom det gamle testamente taler om, at man ikke må tage renter, så har Jesus åbenbart lige glemt det i denne lignelse.
Tjeneren tænkte slet ikke. Han var paralyseret af frygt – eller bare doven, som hans herres svar også antyder.
Frygt for andres opfattelse af os, styrer ret meget i vores liv. Vi vil gerne gøre det godt. Vi vil gerne have ros. I første omgang mest af vore omgivelser. Hverdagens dommere.
En ørkenmoder, Amma Sara sagde: „Hvis jeg bad om, at alle mennesker måtte være tilfredse med mig, så ville jeg stå som en bodfærdig foran alle menneskers dør. I stedet vil jeg bede om at møde alle med et rent hjerte.“
Og det var vel netop dette, denne såkaldt dovne tjener, blev dømt for. Han mødte ikke sin herre med et rent hjerte.
Han vidste, at det var forkert, det han gjorde. Han kendte godt sin herres sind og forventning. At han tjener på andres arbejde. Og at han er en hård mand. Det er altså et billede på Gud, men heldigvis ikke det eneste…
Men på trods af, at det var tjenerens billede af sin Herre, gjorde han ikke sit bedste. Han gravede sit talent ned.
Og da han skulle stå til regnskab, mødte han ikke sin herre med et rent hjerte.
Vi er ikke forpligtede ud over vores evner. Det viser lignelsen også. De tre tjenere fik ikke lige meget. De fik hver efter deres evner, står der. Herren vidste, at de to var foretagsomme, og den sidste var lidt tvivlsom. Men han fik også en chance – han fik også noget at arbejde med. Men han valgte ikke at gøre det. Han mødte hverken mennesker eller Gud med et rent hjerte. Med god samvittighed. Og det kan vi gøre, uanset om vi er betroet meget eller lidt.
Jeg vil bære lignelsen i en lidt anden retning også:
Jeg har hørt om en familie, der fik et multihandicappet barn. Hans forældre ofrede alt for denne dreng, som boede hjemme og blev en ung mand, der levede sit liv i en liggende kørestol og han kunne INTET selv. Men han spredte en utrolig glæde og fred omkring sig. Bare med sit smil og sin taknemmelighed. For disse forældre var han en stor velsignelse.
Selvom vi intet kan, kan vi blive til en velsignelse for andre. Den dag, hvor vi ikke længere kan det, vi har kunnet før – f.eks. i kirken – kan vi i hvert fald bede. Vi har alle et eller flere talenter at forvalte. Alle!
Jeg har også læst – på en hjemmeside for forældre til børn med et specielt handicap – denne søde historie. (papir)
Tilbage til den forargelse, som jeg indledte med.
”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.”
I Ordsprogenes bog står der:
”Den ene strør ud og får stadig mere,
den anden er urimeligt sparsommelig,
det fører kun til mangel.
Den gavmilde får selv stillet sin sult,
den, der giver andre at drikke, får selv stillet sin tørst.”
Ordsprogenes Bog 11:24-25
Det har vi vel alle erfaret – at gavmildhed, flid og taknemmelighed belønnes.
Utaknemmelighed og misundelse gør, at vi mister, det vi har. For vi glæder os ikke over det. Vi ser det ikke. Vi har kun fokus på dét, vi ikke har.
Modsat gør taknemmelighed, at vi får øje på endnu mere at være taknemmelige for. Selv det, der foragtes af andre.
Hvis vi søger Gud og mennesker af et rent hjerte, skal vi ikke være bange for hverken Guds eller menneskers dom. Og er vi ikke bange for Gud og mennesker, så bliver det ikke frygten, der dirigerer vores liv. Det er nemmere sagt end gjort, det ved jeg. Men netop derfor kræver det, at vi er bevidste om det, øver os på det og arbejder på ikke at lade os bedømme af andre, men selv at have en ren samvittighed.
Det var netop det med talentet. Det gør det ikke alene. Der skal flid og øvelse, træning til. Også når det er surt at stå op tidlig hver morgen for at svømmetræne for en dag at kunne deltage i OL. Eller den der øver sig på klaver, eller trompet, timevis hver uge. Ellers bliver man ikke god og kan spilde sit talent.
Når vi ved, at vi har gjort vores bedste, vil Gud ikke dømme os ude. Så kan vi møde Gud og mennesker med et rent hjerte. Og så vil vi opleve, at vores talenter vokser og bærer frugt. Så har vi intet at frygte og kan leve et liv, hvor vi tager imod og forvalter alt det, Gud giver os – i taknemmelighed og glæde.
amen