Prædiken om at give af Johannes Aakjær Steenbuch, 15. november 2020
Stil dig i porten til Herrens tempel; dér skal du udråbe dette ord. Du skal sige: Hør Herrens ord, hele Juda, alle I, som kommer ind gennem disse porte for at tilbede Herren. Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Gør jeres færd og jeres gerninger gode; så vil jeg lade jer bo på dette sted. Sæt ikke jeres lid til de løgneord: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel! Nej, gør jeres færd og jeres gerninger gode: I skal dømme retfærdigt mand og mand imellem. I må ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken, I må ikke udgyde uskyldigt blod på dette sted, I må ikke følge andre guder til ulykke for jer selv! Så vil jeg lade jer bo på dette sted fra evighed til evighed i det land, jeg gav jeres fædre. Men I sætter jeres lid til løgneord, der intet gavner. Kan I stjæle, begå drab eller bryde et ægteskab, kan I sværge falsk eller tænde offerild for Ba’al, kan I følge andre guder, som I ikke før har kendt,og så komme og træde frem for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: »Vi er reddet!« – når I begår alle disse afskyelige handlinger? Er dette hus, som mit navn er udråbt over, en røverkule? Også jeg kan se! siger Herren. (Jeremias’ Bog 7,1-11)
»Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« (Markusevangeliet 12,38-44)
En ”hattedame” er ifølge ordbogen en ”velstillet kvinde der udfører frivilligt, socialt arbejde”. Begrebet opstod som en lettere nedsættende betegnelse i slutningen af det 19. århundrede, da en gryende bevidsthed om arbejderklassens kummerlige forhold fik fruer fra borgerskabet til at engagere sig i socialt arbejde. Det er nok lidt uretfærdigt at tale nedsættende om disse kvinder, for i mange tilfælde har de gjort en væsentlig forskel for de mennesker, de tjente. Den ene af hovedpersonerne i dagens tekst kan næppe kaldes en ”hattedame”. Hun er selv en fattig enke, og hendes pengeoffer er ikke en letkøbt velgørenhed. Om nogen er det ”de mange rige, som gav meget”, der er hattedamerne og hattemændene i dagens fortælling.
Udgangspunktet for dagens fortælling er som så ofte før en skarp kritik af datidens religiøse autoriteter. Jesus sidder med sine disciple på tempelpladsen, hvor han underviser – ikke bare dem, men som det hedder i teksten forinden, den ”store folkeskare”, der gerne hørte på ham. Det har altså nok vakt en del opsigt, at han sad der. Her kom de skriftkloge i deres lange gevandter for at ”lade sig hilse på” og bede længe ”for et syns skyld”, og så sidder Jesus altså og bilder folkeskaren ind, at netop de skriftkloge skal ”dømmes så meget hårdere”. At Jesus forinden har talt om Guds rige og stillet spørgsmål ved de skriftkloges begreber om Kristus, gør, at der om ikke andet, så i hvert fald må have været en lettere anspændt stemning, dér på tempelpladsen.
”Tag jer i agt for de skriftkloge”, siger Jesus. De skriftkloge, som ”vil gå omkring i lange gevandter”, ”sidde øverst i synagogen” og ”som beder længe for et syns skyld”. Religiøse autoriteter, med andre ord, som får et kick ud af at vise sig for andre, men som har skaffet sig deres rigdom ved at presse penge af det folk, de ellers skulle tjene. ”Tag jer i agt for de skriftkloge”, siger Jesus, og tilføjer, at de ”æder enker ud af huset”. Og dramaturgisk meget passende, træder nu en fattig enke ind på scenen, sådan nærmest for uforvarende at illustrere, hvad Jesus netop har sagt. Tempelblokken var en slags indsamlingsbøsse, der stod foran templet i Jerusalem. Der var mange rige, der lagde penge i tempelblokken, men nu kom altså ”en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi”. Og Jesus kaldte sine disciple hen til sig og forklarede dem, at denne fattige enke havde givet mere end alle de andre, for hun har givet ”af sin fattigdom”, hun har givet af ”alt det, hun havde at leve af.”
Og sådan æder man altså en fattig enke ud af huset. Mærkeligt nok er historien om den fattige enke ofte blevet brugt til at overbevise folk om, at det er både fromt og rigtigt at give alle sine penge til kirkens ledere. Og sådan kan man manipulere folk til at understøtte et religiøst magtapparat. Men sammenhængen taget i betragtning, tjener historien snarere til at illustrere, hvordan de religiøse autoriteter imod Guds vilje havde formået at presse folk til at give af deres ejendom, så de religiøse autoriteter kunne opretholde en luksuriøs livsstil og en imponerende religiøs kult i templet. Hvad det betyder at netop de skriftkloge, som pressede penge af folk, skulle ”dømmes så meget hårdere” bliver klart, da Jesus i forlængelse af fortællingen om den fattige enke, siger til en af sine disciple: ”Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.”
Nok var det altså lykkedes at etablere en religiøs magtstruktur omkring templet, hvor bidrag fra både rige og fattige opretholdt en overdådig religiøs kult, men Jesus ser altså fremad og gør det klart, at templet snart skulle falde og tilintetgøres, som det skete få år efter. Det var den dom, der ramte den religiøse magt i Jerusalem. At det ikke dur at drive en religiøs kult i templet, hvis man ikke også behandler de fattige ordentligt, var sådan set også allerede pointen i dagens læsning fra profeten Jeremias, hvor det hedder: ”Gør jeres færd og jeres gerninger gode; så vil jeg lade jer bo på dette sted.” Det hjælper ikke at sige ”Herrens tempel!”, hvis man samtidig undertrykker den fremmede, den faderløse og enken. Men det er altså netop, hvad de skriftkloge gjorde, og derfor måtte de finde sig i, at Jesus forkyndte Guds dom over dem.
Hvad angår den fattige enke, siger Jesus ikke noget om, hvorvidt det hun har gjort er særligt godt eller fint eller beundringsværdigt, men konstaterer blot, at hun har givet relativt mere end de andre, fordi hun gav alt hvad hun havde. Alligevel er den fattige enke i gennem tiden blevet et idealbillede på gavmildhed. Det giver sådan set god mening, for Jesus siger jo også ved en anden lejlighed til en rig, ung mand, at han skal sælge alt, hvad han har og give det til de fattige. Og om det at være Jesus’ discipel siger Jesus også, at ingen kan være hans discipel ”uden at give afkald på alt sit eget” (Lukas 14,33) – hvilket af og til er blevet forstået sådan, at ingen kan være Jesus’ discipel uden at give afkald på alle sine ejendele. Her er det dog afgørende, at for Jesus handler det ikke om at understøtte et religiøst magthierarki. Det handler ikke om at ofre alt, hvad vi har, for at opretholde en religiøs kult, men om at give til de mennesker, der virkelig har brug for det.
Det handler ikke om at give til de religiøse magthavere, men om at give til de fattige. Og her er ”velgørenhed” altså ikke nok. Vi har det med at tænke på det at give af sine ejendele, som et spørgsmål om at give af noget, vi egentlig har ret til at besidde, men som vi kan give af, hvis vi vælger at flotte os. Vi taler med et moderne begreb om ”ejendomsret”, som om ejendom var noget vi havde ret til. I oldkirkens teologi forholdt det sig anderledes. Her talte man snarere om pligten til at dele. Teologer talte om at menneskeheden ved skabelsen har fået en fælles ejendomsret over jordens goder, og at vi hver især kun har ret til at eje det, vi har brug for. Ambrosius af Milano kunne derfor også sige, at ”når du giver noget til de fattige, giver du ikke af noget du har ret til at besidde, men du giver de fattige det, der rettelig tilhører dem”. Og han tilføjede, at ”jorden tilhører ikke de rige, men alle.” At give til dem, der mangler, handler altså med andre ord ikke om velgørenhed, men om at give det tilbage, som vi uretmæssigt besidder.
Der kommer med jævne mellemrum undersøgelser, der viser, at de fattigste i samfundet faktisk er dem, der giver relativt mest til velgørenhed. Det er med andre ord et helt almindeligt udbredt fænomen, at fattige ligesom enken i dagens tekst giver af deres fattigdom. Måske fordi mennesker, der ikke har meget, ved hvor vigtigt det er at dele? Eller måske fordi, mennesker, der ikke ejer meget, ved, at det vi har i grunden ikke er vores, men at det kun er til låns? Det var måske, i parentes bemærket, også en fornemmelse af, at vi har pligt til at dele af vores overflod, som fik de såkaldte hattedamer til i sin tid at engagere sig i socialt arbejde, på trods af moderne begreber om ejendomsret. Nogle af disse hattedamer har sikkert virket fjollede med deres bedsteborgerlige hatte, som de rendte rundt for at skrabe lidt småmønter sammen, men andre har givetvis ofret sig kolossalt for det sociale arbejde. Man kan så spørge, hvornår vi har givet nok? Skal vi, som enken, give alt hvad vi har at leve af – ikke til templet eller kirken, men til de fattige – eller er det måske nok at gøre som tolderen Zakæus, der gav halvdelen af sin ejendom væk? Det spørgsmål får vi ikke svar på, for Jesus giver sjældent præcise retningslinjer for, hvordan vi skal leve vores liv. Tværtimod gør han os ansvarlige for selv at tage ansvaret på os, og selv at afgøre hvad, der er det rigtige at gøre i den situation, vi står i.
Jesus siger også til sine disciple, at de skal give til alle, der beder dem, og ikke forlange noget tilbage (Luk 6,30), men han lægger ved den lejlighed umiddelbart efter til, at vi skal gøre mod andre som vi ønsker, at andre gør mod os. Vi skal altså ikke give mennesker, hvad de vil have, bare fordi de kræver noget af os, men vi skal give til andre, fordi vi selv i deres situation ville ønske, at andre ville give os noget. Men derfor er det også op til os selv at vurdere, hvad og hvordan vi skal give. Og det er da meget muligt, at du skal give alt hvad du ejer, og give det til de fattige, for Jesus sætter ingen grænser ved fx at sige, at det er nok at give en tiendedel af, hvad du tjener. Der er ingen grænser for kærligheden, men derfor er der heller ingen grænser for, hvad evangeliet kræver af os. Derfor er der også kristne igennem tiden, der er gået hele vejen og har givet mere eller mindre alt hvad de ejede væk. Som moderne magelige mennesker tænker vi måske, at jeg da ikke kan leve uden i det mindste at have tag over hovedet og noget at spise. Men her kunne oldtidens kristne i ramme alvor hævde, at Gud nok helt konkret skal tage sig af os, hvis vi giver afkald på alt, vi ejer.
Her er det nok på tide, at vi husker, hvem der er den anden hovedperson i dagens tekst, og det er jo, som altid, Jesus selv. Den fattige enke giver ikke bare nogle småmønter, forklarer han, ”hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af”, eller, som det hedder med en alternativ oversættelse, så har hun ”givet hele sit liv”. Og det er netop, det, som Jesus har gjort. Ved at blive mennesker som os har Kristus selv taget ”en fattig tjeners skikkelse på”, for at låne ordene fra Filipperbrevet (Fil 2,7), eller kunne man måske også sige, ved at blive mennesker som os, er han blevet lig en fattig enke. Selvom han var rig, har Jesus givet – ikke af sin rigdom, men af sin fattigdom. Og ligesom de skriftkloge åd fattige enker ud af huset, var det de religiøse og politiske magthavere, der tog livet af Jesus. Den gode nyhed er, at Jesus har givet af alt, hvad han havde, og at han har gjort det på vores vegne, og at Jesus på den måde har gjort den religiøse kult med dens magthierarkier overflødig.
Det betyder ikke, at vi skal til at fyre præsterne og sælge kirken, men det betyder dog så meget, at når fx Paulus siger, at ”Gud elsker en glad giver”, så skal det altså ikke forstås sådan, at vi skal give en masse penge til kirken og at vi så i øvrigt bare har også at være glade for at gøre det, men at vi kun skal give, som vi har ”hjerte til”, som Paulus også udtrykker det (2 Kor 9,7), altså ikke under pres.
”Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt – som der står skrevet: ’Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid.’”
Amen.